Semantix overtager Amestos oversættelsesafdeling

Fredag den 2. marts 2018 blev Semantix og Amestos oversættelsesafdeling officielt enige om at slå sig sammen. Semantix har indgået aftale om at købe samtlige aktier i Amesto Translations Holding AS med tilhørende datterselskaber i Norge, Sverige, Danmark og England. Den nye, samlede virksomhed bliver markedsleder i alle de nordiske lande. Ledelsen fra begge virksomheder understreger betydningen af aftalen i den nuværende markedssituation for sprogbranchen.

 

"I de senere år har Amestos oversættelsesafdeling gjort store fremskridt og skabt en solid platform for fremtidig vækst," forklarer Arild Spandow, CEO i Amesto Group, og fortsætter: "Samtidig oplever oversættelses- og tolkebranchen konstante forandringer, hvilket kræver både konsolidering og store investeringer. Vi er derfor overbevist om, at Semantix er den perfekte ejer af vores oversættelsesafdeling, fordi Semantix kan tilbyde øget fokus, unikke kompetencer og de nødvendige ressourcer".

 

I dag er sproglige ydelser teknologi- og datadrevne, og både Amestos oversættelsesafdeling og Semantix har investeret massivt i flersprogede kommunikationsløsninger til at understøtte sproglige ydelser af høj kvalitet. Amestos oversættelsesafdelings organisation, løsninger og kompetencer er det perfekte match til Semantix i forhold til at sætte fart på væksten og understøtte både de kortsigtede og langsigtede strategiske mål.

 

Manuel Lindberg, CEO i Amesto Translations, bekræfter, at de to virksomheder komplementerer hinanden både driftsmæssigt og strategisk: "Det er et perfekt match og perfekt timing, og jeg er sikker på, at vores kunder, samarbejdspartnere og mine kolleger vil få stor glæde af dette vigtige skridt."

 

Patrik Attemark, der blev udnævnt til CEO i Semantix i 2017, har opbygget et stærkt team og er klar til at gennemføre en ambitiøs, strategisk plan. Han udtaler: Semantix har som ambition at gå forrest i en branche under stadig forandring og skabe mere værdi for vores kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere. Vi har de medarbejdere og den styrke, der kræves for at sikre en økonomisk bæredygtig virksomhed i dette stærkt konkurrenceprægede globale marked, hvor teknologi og flersprogede data vil dominere dagsordenen. Den nye, samlede virksomhed bliver branchens ubestridte leder i Norden.

Kontakt os for mere information

 

Semantix er den største sprogvirksomhed i de nordiske lande og har leveret tolke- og oversættelsesløsninger samt avancerede sproglige løsninger til den offentlige sektor og private virksomheder i mere end 50 år. Semantix har en omsætning på ca. SEK 900 mio. og er certificeret i henhold til ISO 9001:2015. Koncernen har kontorer i Danmark, Sverige, Norge og Finland og er repræsenteret i Kina, Chile og Spanien. Semantix har ca. 350 medarbejdere og råder over et omfattende netværk af tusindvis af sprogspecialister overalt i verden. Semantix er majoritetsejet af kapitalfonden Segulah V L.P. Læs mere på www.semantix.se