Arbejdsliv 2.0.

I de senere år har der været megen snak om digitalisering, og udtrykket er næsten "slidt op" for mange. Men da vi gik ind i Coronakrisen, oplevede digitaliseringen dog en renæssance, og vi ser nu en forskel mellem dem, der har grebet mulighederne for digitalisering i forhold til dem, der har befundet sig på sidelinjen.

Forskellen på dem ses straks, når man er nødt til at sætte alle sine ansatte til at arbejde hjemmefra i løbet af ganske få dage.

Det handler ikke bare om nogle medarbejdere, der har stillinger, hvor arbejdsindholdet tillader, at man kan arbejde hjemmefra, og at dette fungerer, men at absolut alle stillinger i virksomheden, fra omstillingsbord, regnskab, salg, support og marked skal kunne levere næsten fuld effektivitet uden for kontorets fire vægge.

De virksomheder, der ikke har tilpasset sig de muligheder, der følger af digitaliseringen, kæmper nu. Dem, der ikke har opgraderet til Office365 eller Google Apps med tilhørende muligheder for interaktion, dem, der stadig har lokalt installerede løsninger på lokale servere og stationære computere, eller som har fysiske omstillingsborde med fastnettelefoni, kan ikke klare en overgang til hjemmekontoret uden videre.

Dem, der stadig gennemfører medarbejderundersøgelser fysisk og har en kultur, der ikke fremmer cloudbaserede løsninger eller arbejdsformer, bruger nu unødvendige ressourcer for at omstille sig i en allerede krævende situation.

Som nation står vi allerede stærkt. De fleste af vores offentlige tjenester er allerede digitalt tilgængelige, såsom tjenester fra NAV (den norske arbejds- og velfærdsadministration), eller lovpligtige selskabsmæssige juridiske ændringer og rapportering, der kan klares via Altinn (dialog med offentlige myndigheder), alt sammen uden noget krav om fysisk fremmøde eller dokumentation.

Blot det, at myndighederne accepterer digitale underskrifter på offentlige dokumenter, er en fordel vi har, og som mange andre lande i Europa ikke har indført endnu.

Det er ikke kun i arbejdslivet, at digitaliseringen nu viser sin styrke. Vores børn gennemfører skolegangen via internettet og ser ud til at håndtere overgangen lige så godt eller bedre end arbejdslivet. De er vokset op med digital interaktion, og kommentarer jeg hører fra min søn, er i høj grad om, at han aldrig har lært så meget og så effektivt, som han gør fra sit værelse.

Gruppearbejde og prøver, både skriftlige og mundtlige, udføres og håndteres uden de store problemer for mange.

Ud fra et ledelsesperspektiv er det paradoksalt for mig at se, at vi i vores medarbejdertilfredshedsundersøgelser aldrig har fået så høje resultater på ledelsens nærvær, som vi gør, efter vi flyttede fra kontorlandskabet til hjemmekontoret. Vores medarbejdere føler sig i høj grad både mere "set" og passet, end de gjorde, før vi var nødt til at flytte ud af vores kontorer.

Det bliver derfor spændende at se, hvordan erfaringerne fra det tvungne virtuelle liv kommer til at påvirke os i fremtiden. Vi har længe talt om, at der vil ske ændringer, men pandemien har nu givet os en lynintroduktion til, hvad der fungerer i en fuldt digital hverdag. Vi skal nu i gang med at vurdere, hvordan vi kan udnytte de erfaringer, vi har fået, og i hvilken grad vi skal ændre os i forhold til dem.

Jeg tror, vi fremover kommer til at se en langt mere afbalanceret kombination af den virtuelle og fysiske verden. Måske bliver ledelse mere tillidsbaseret, og måske skal vi tænke anderledes over, hvor mange kontorlokaler vi har brug for i forholdet til antallet af medarbejdere.

Svarene er ikke givet på forhånd, men den hverdag, som har spredt infektionen med stor hastighed, vil sandsynligvis sætte sine spor ikke blot på os, men på hele det globale samfund. Uanset hvad bliver det spændende og digitalt.