Søge hjemmeside:

22. mar.

Teknisk gæld.

Teknisk gæld. Verdens kedeligste begreb? Der vil dog uden tvivl blive mere debat om emnet, efterhånden som stadig større dele af driften flyttes over på teknologiske platforme, og brugen af it-løsninger bliver mere udbredt, skriver Arild Spandow, administrerende direktør i Amesto.

 

Mange kender Mark Andreesens citat "Software eats everything". Med det mente han, at de virksomheder, som ikke tilpasser sig og gør brug af de muligheder, som software og it bringer med sig, vil blive spist op af dem, der gør. Det er nemt at sige, og måske også at forstå, men for personer, der ikke kommer fra softwareverdenen, er det ofte meget vanskeligt at gøre noget ved. Sideløbende med, at alle forventer, at ledere skal have en strategi for digitalisering og automatisering, sker der en eksponentiel udvikling inden for selve it-branchen, og selv de mest avancerede softwarevirksomheder er involveret i et kapløb, som komplicerer billedet for udenforstående.

I de fleste bestyrelseslokaler er punktet digitalisering for længst kommet på dagsordenen, men det er de færreste, der har forudsætningerne for fuldt ud at forstå konsekvensen af dette. For mange bliver det et spørgsmål om, hvorvidt man skal skifte fra "jordbaserede" til "skybaserede" løsninger, mens stadig flere vælger at gå med i kapløbet inden for it-udvikling for at automatisere og effektivisere deres egne tjenester og løsninger. Denne konvergens imod it er måske nødvendig, men den fører en række nye problemstillinger med sig, som vil udfordre både administrationen og bestyrelsen.

En af disse vigtige problemstillinger er teknisk gæld. Teknisk gæld blev først defineret i 1992, og begrebet beskriver den gæld, man oparbejder ved at lancere eller indføre teknologi, som ikke er 100 procent færdig, eller hvor man har valgt at skyde genvej i koden til løsningen for at få den lanceret. For de fleste, som udvikler teknologi, er teknisk gæld ofte både nødvendig og ønskelig, fordi den giver producenterne mulighed for at komme hurtigt på markedet.

Det er imidlertid vigtigt at være klar over, hvilken teknisk gæld man sidder på, så man kan lægge en plan for at rette op på den.  Gælden skal "tilbagebetales". Et eksempel på det er Twitter, som oprindeligt skrev koden til deres platform på "Ruby on Rails", hvilket viste sig at gøre den vanskelig at videreudvikle og tung at søge i. Det endte med, at de måtte skrive koden om til Java, og de løste dermed en stor del af problemet med deres tekniske gæld. På samme måde måtte Instagram ændre hele databasestrukturen til deres iPhone-app, fordi succesen medførte, at deres primære løsning manglede kapacitet.

Mange tror, at man kan omgå problematikken med teknisk gæld ved ikke at udvikle egne løsninger og ved at flytte til "skyen". Det sikrer, at løsningen opgraderes regelmæssigt af leverandøren. Desværre er det sådan, at mange af de producenter, der nu leverer deres løsninger via skyen, selv har store problemer med teknisk gæld, hvilket kan komme til at påvirke kunderne. Magento, som er verdensledende inden for e-handelsløsninger, måtte i forbindelse med en nylig opgradering af deres platform bede alle deres kunder om at konfigurere deres løsninger på ny. Den gamle version af deres løsning havde så meget teknisk gæld, at de simpelthen var nødt til at lave en helt ny løsning, der blev lanceret som Magento 2.0.

Det er derfor vigtigt, at man som kunde i en skyløsning gør sig den ulejlighed at sætte sig lidt ind i teknologiens verden. Det er også vigtigt, at man er forsigtig med at tage skyløsninger fra mindre og nye aktører i brug uden først at undersøge, om de har ressourcer eller overblik til at håndtere deres egen tekniske gæld.

Det er med teknisk gæld som med bankgæld – den får verden til at fungere, og den er nødvendig for at sikre, at ny teknologi hurtigt kan komme på markedet. Det kræver imidlertid mere af kunderne, efterhånden som stadig større dele af driften flyttes over på teknologiske platforme, og brugen af it-løsninger bliver mere udbredt. Og præcis ligesom med bankgæld skal den tekniske gæld i sidste ende også tilbagebetales. 

Arild Spandow CEO, Amesto Group.

---------------------BODY END ----------------------------